Kammerat

Benedicte Fich Lindenskov fra Højby S&G er venner med alle på trampolinholdet uanset alder. Hun motiverer, hjælper og kæmper for, at alle har det godt. Derfor har holdkammerater, bestyrelse, trænere og forældre i klubben indstillet hende til "Fynske Bank Kammeratskabsprisen".

Højby: - Anna, har du noget vand.

Benedicte Fich Lindenskov er tørstig. Den milde stakåndethed kan man nu også fint forstå efter serien af vertikale spring tilsat diverse finesser på trampolinen i Højbyhallen.

Hun tager en ordentlig slurk. Det er vigtigt at være helt klar, inden træningen starter.

Hun er her to gange om ugen. Ind imellem også søndag. Hun springer selv og er dygtig til det. Men den træning, hun i øjeblikket forbereder sig på, er den for begynderne.

Kammeratskabsprisen

Alle nominerede modtager 3.000 kroner, mens vinderen af 'Fynske Bank Kammeratskabsprisen' derudover modtager 25.000 kroner til at styrke det sociale sammenhold på vinderens hold. Det kan eksempelvis være i form af en fællesrejse eller lignende.De syv nominerede er fundet blandt 99 indstillinger. Indstillinger, som kommer fra holdkammerater, trænere eller lignende. Herefter er det op til juryen at kåre en vinder.

Juryen består af Jan Pytlick, cheftræner i Odense Håndbold, OB-spillerne Jens Jakob Dyhr Thomasen og Julius Eskesen samt Petter Blondeau, direktør i Fynske Bank.

De øvrige nominerede er:

Anna Østerkær, 14 år, Søndersø Gymnastikforening.

Sebastian Boldt Ernst, 14 år, MK&BK Fodbold.

Karina Vinbech, 14 år, Langelands Rideklub.

Kirstine Ploug, 14 år, håndboldspiller, Bolbro GIF.

Ileane Stougaard, 15 år, Arcus Bueskydning.

Ida Bang Mikkelsen, 17 år, Allingham Danceteam.

Hendes ildhu og udprægede hjælp til trampolinmedlemmerne tjener til stor gavn for klubben. Det ved holdet udmærket, hvorfor alle mand i samlet flok har indstillet hende til Kammeratskabsprisen, der uddeles næste lørdag ved Sportslørdagen.

En pris, der bærer 25.000 kroner med sig.

En hjælper

Som 14-årig faldt Benedicte Fich Lindeskov tilfældigt for niche-sporten, som hun i dag dyrker på konkurrenceplan. I klubben har man især lagt mærke til hendes store engagement, gode humør og hendes evne til at skabe venskaber med og mellem alle i klubben uanset alder.

Mange tror, at trampolin kun er noget, man kan springe og lege på i haven, men det er rent faktisk en sportsgren. Og det håber jeg selvfølgelig, at flere vil få øjnene op for. Vi har et rigtig godt fællesskab i klubben, men der er altid plads til flere

Benedicte Fich Lindenskov

- Jeg har det godt med alle i klubben. Jeg har det sjovt med de små, men jeg kan også snakke seriøst med de ældre springere. Jeg gør ikke noget særligt for at være venner med dem, jeg er bare mig selv. Jeg støtter mine holdkammerater, jeg hjælper med opvarmningen og hepper til konkurrencer, men det synes jeg, at alle i klubben er gode til, siger Benedicte Fich Lindenskov.

Alligevel kom det bag på Benedicte Fich Lindenskov, at hun var indstillet til at blive årets kammerat. Hun føler selv, at hun er en god kammerat, men det mener hun, at mange af de andre i klubben også er.

Springerantal er vokset

I indstillingen lægger holdkammerater, bestyrelse, trænere og forældre i klubben også vægt på, at hun altid stiller op til arrangementer i klubben, og de kalder hende et forbillede for alle i klubben både som springer og træner.

Det er også lykkedes Benedicte Fich Lindenskov, i samarbejde med øvrige klubmedlemmer, at hæve antallet af springere i klubben fra 15 til over 40 springere.

- Mange tror, at trampolin kun er noget, man kan springe og lege på i haven, men det er rent faktisk en sportsgren. Og det håber jeg selvfølgelig, at flere vil få øjnene op for. Vi har et rigtig godt fællesskab i klubben, men der er altid plads til flere, siger Benedicte Fich Lindenskov.

Den unge trampolinspringer ser frem til at være en del af Sportslørdag 20. januar i Odense Idrætshal, da det er første gang, hun skal med til det. Hun ser selvfølgelig mest frem til at finde ud af, om hun er den heldige vinder af 'Fynske Bank Kammeratskabsprisen' og de 25.000 kroner.

- Det vil betyde meget for mig at vinde lige præcis den pris - jeg vil slet ikke kunne beskrive det. Jeg er bare så overvældet over at være blandt de syv sidste nomineret, så tanken om at vinde er helt vild. Hvis jeg vinder, så tror jeg, at jeg ville invitere holdet til en fælles oplevelse, hvor vi kan have det sjovt. For eksempel en tur i Tivoli, siger Benedicte Fich Lindenskov.

Hele holdet fra Højby S&G kommer naturligvis med til uddelingen for støtte op om hele klubbens kammerat, Benedicte Fich Lindenskov.

  • Af: