Senior i Skolen

Svend Erik Lorentzen vil ikke ligge på den lade side, bare fordi pensionisttilværelsen er trådt i kraft. På Tingløkkeskolen får han mere værdi ud af hverdagen end det ellers ville have været tilfældet

Dalum: Svend Erik Lorentzen er nem at udpege i Tingløkkeskolens idrætssal, hvis man ikke i forvejen ved, hvem manden er. For det første er hans navn ikke ligefrem på top-10 listen over de mest populære fra årtusindeskiftet og op, hvilket automatisk får den indre detektiv til at skue efter nogen født et godt stykke tid før.

For det næste er alle andre end ham knap 11 år gamle.

Seniorer i Skolen

På Odense Kommunes hjemmeside står der disse ting om at være senior i skolen:Seniorer i Skolen er et godt eksempel på, hvordan vi med skolen som centrum både får givet seniorer livsenergi, får skabt gode rammer for børn og unges læring og udvikling og får givet lærerne overskud. Det er et projekt med tre vindere.

De frivillige deltager i en klasse hos en bestemt lærer i typisk en gang om ugen i eksempelvis to lektioner.

De frivillige gå læreren til hånde med diverse praktiske opgaver i forbindelse med undervisningen og er til rådighed for elever med behov for ekstra opmærksomhed.Lærerne giver udtryk for at der er mere overskud og overblik, når seniorerne er med i klassen.

Har det fanget din interesse kan du sende en mail til seniorkoordinator Grete Kragh på gretekragh@gmail.com og forhøre dig om muligheden for at blive senior i skolen.

Han står i siden af salen og lytter med, imens læreren fortæller børnene lidt om volleyballspillets finesser.

Selv er Svend Erik Lorentzen en slags medhjælper.

- Jeg gik på efterløn for over et år siden og vidste, at jeg ville lave en eller anden form for frivilligt arbejde. Dengang vidste jeg slet ikke, den her ordning eksisterede, men jeg er meget glad for, jeg fandt den, smiler herren, der har anvendt sig af initiativet Seniorer i Skolen.

Betyder meget

Fra begyndelsen af sit nye liv uden for arbejdsmarkedet vidste Svend Erik Lorentzen, at han måtte bestille noget.

- Jeg har været i job i 40 år og været vant til at møde folk hver dag, så det var vigtigt for mig at holde mig i gang. Det betyder ufatteligt meget at kunne komme væk hjemmefra, når konen stadig arbejder. Alternativet var at sidde og glane fjernsyn hele dagen. Det havde jeg ikke lyst til.

At det giver senioren noget livsglæde, stråler igennem skinnende klart. Men omvendt er der også en gevinst.

- Der er mange børn at holde styr på, så det kan nok godt være lidt hårdt for læreren. Jeg er her for at aflaste, hjælpe til, spille med og holde øje med, at alt går, som det skal. Jeg får et fantastisk boost her og børnene har været søde. Når jeg har åbnet op med min fortid som volleyballspiller, så bliver de også åbne og vil vide mere. Det er livsbekræftende at rende rundt med den type størrelser. Tænk, at man selv har haft den alder, siger Svend Erik Lorentzen, der i sin tid har taget idrætslæreruddannelsen i Vejle.

Ved siden af de to timer, han spenderer på Tingløkkeskolen om ugen, arbejder Svend Erik Lorentzen frivilligt for Røde Kors.

 

  • Af: