Folkekirkens Nødhjælp åbner 500 kvadratmeter møbelgenbrug i morgen
dalum/Sanderum: Folkekirkens Nødhjælp åbner i morgen sin fjerde genbrugsbutik på Faaborgvej 102 i Dalum/Sanderum.

I anledning af åbningen holder organisationen en reception klokken 13, hvor borgmester Jan Boye vil forestå den officielle åbning - men hvor også butikkens frivillige samt alle interesserede også er velkommen.

- Vi har i mange år haft to tøjbutikker på henholdsvis Skt. Knuds Kirkestræde og Middelfartvej i Bolbro.

- I oktober i år åbnede vi den tredje butik - en møbel-genbrugsbutik i Højby, og den går rigtig godt. Butikken på Fåborgvej bliver også en møbel-genbrugsbutik, og det bliver den største butik i Odense, fortæller Inger Lomholt Christensen, der er konsulent for genbrugsområdet i Folkekirkens Nødhjælp.

Butikken på Faaborgvej får hele 500 kvadratmeter at boltre sig på i et lyst og istandsat rum. Her skal der handles med fortrinsvis møbler og boliginteriør.

- På længere sigt er det muligt, at vi udvider med for eksempel byggematerialer, da der lokalerne godt kan rumme det, fortsætter Inger Lomholt Christensen.

Folkekirkens Nødhjælp er dog altid på udkig efter frivillige til at drive butikkerne.

- Så er nogen interesseret i at være med, skal de bare henvende sig. Lige nu har alle travlt med både at finde møbler, male lokaler og så videre.

- Vi har været heldige at få Magasins aflagte diske, og dem er de frivillige i fuld sving med at re-designe, så de bliver både smarte og funktionelle.

- Det er genbrug i højeste klasse, ler Inger Lomholt Christensen.

Fremover vil butikken have åbnet hver torsdag og fredag fra klokken 13 til 17 og lørdag fra klokken 10 til 13.