Julemandspension

Svend Erik Nielsen fik aldrig glæde af julemanden som barn, men fandt i voksenårene selv den magi, som opstår i december måned, når julens frontfigur gør sin entré. Ikke alene hans børn - men hele Bellinge - har haft stor glæde af hans dybe latter og røde tøj

Bellinge: - Ho, ho, ho.

Svend Erik Nielsen sidder med et lunt smil og gør halvstore øjne over den lyd, han udstøder i sit køkken. Lidt forbavset over sin kunnen.

- Jo, jeg kan skam stadig. Men det var nok lidt højere dengang i mine velmagtsdage, siger han, nu med et lidt mere vemodigt blik.

Velmagtsdagene kan spores tilbage til fra slutningen af 80'erne og til begyndelsen 10'erne. Dengang han var julemand.

Det er en utrolig taknemmelig opgave. At banke på døren og høre de ivrige barnetrin bag døren, inden de lukker op for så at se det glædesfyldte ansigt, som møder én. "Det er jo julemanden". Så lige ind og gå en omgang om træet, dele lidt pakker ud og så af sted igen. For satan man. De oplevelser vil jeg aldrig være foruden

Svend Erik Nielsen

Nu er han pensioneret. Bellinges pensionerede julemand.

Over fire årtier har han produceret varme, glade minder på højtryk i december måned og boret dem ind i hukommelsen på alle de børn, som han ved hjælp af sin røde kåbe og sit hvide skæg har tændt julelys i øjnene på.

Han har været legemliggørelsen af al den magi mange af Bellinges selv voksne borgere den dag i dag husker tilbage på med et smil.

For to år siden hang han skægget i skabet og markerede enden på en æra.

 

Specielt at kigge på

Blikket hviler på nogle billeder dateret til 2001 med orange digital-tal i hjørnet.

- Det er 16 år siden. Det er cirka halvt inde i min "karriere", siger den forhenværende julemand.

På billedet står han på ladet af en bil. Det gjorde han i næsten 30 år i forbindelse med handelsstandsforeningens juletræstænding på torvet.

- Det var altid spændende, når vi fik signal om at køre op til pladsen. Hvor mange mennesker, mon der var? Ville det mon gå godt? Det gjorde det jo altid. At høre dem råbe "kom så julemand" var jo fantastisk. At se alle de glade ansigter og vide, man var en del af den glæde. Det kunne intet måle sig med. Hvilket også var grunden til, at jeg hellere end gerne har villet være julemand år efter år.

En dum ryg satte dog en stopper for turen på ladet af bilen.

- Det begyndte at knibe til sidst og jeg besluttede, at det måtte være tid at lade andre komme til. Nu låner spejderne min dragt, så på den måde er jeg stadig med. Og jeg har selvfølgelig været med på torvet for at se, hvordan det er gået for sig. Det er stadig hyggeligt, men det er lidt specielt at kigge op på julemanden, når man i al den tid var vant til at være den, der kiggede ned.

Assisteret på juleaften

Svend Erik Nielsens julehverv har sin begyndelse lidt før traditionen på torvet, der kun er godt 25 år gammel.

Som medlem af idrætsforeningens bestyrelse agerede han også julemand i Rasmus Rask-hallen. Hans kone havde syet en dragt til ham og med den påtog han sig gerne den hyggelige rolle.

- Jeg havde jo dragten i forvejen og da jeg gerne ville tage min del af læsset i handelsstandsforeningen, gjorde jeg det gerne. Der var vist heller ikke andre, der turde.

Med årene gjorde Svend Erik Nielsen en ganske god figur bag skægget. Så god, at familie, venner og naboer lagde forespørgsler ind på en eventuel visit af selveste julemanden 24. december.

- Hvorfor ikke, tænkte jeg. Og godt det samme. Det er en utrolig taknemmelig opgave. At banke på døren og høre de ivrige barnetrin bag døren, inden de lukker op for så at se det glædesfyldte ansigt, som møder én. "Det er jo julemanden". Så lige ind og gå en omgang om træet, dele lidt pakker ud og så af sted igen. For satan man. De oplevelser vil jeg aldrig være foruden, siger Svend Erik Nielsen med antydningen af to små væskeophobninger i begge øjne.

Magien begyndte som voksen

For de fleste mennesker er livets første møder med julemanden af stor personlig og nostalgisk værdi.

Men for Svend Erik Nielsen optræder disse minder i lidt blævret form. Ja, faktisk synes han ikke rigtigt, at julemanden spillede nogen nævneværdig rolle, før han selv trak i de røde og hvide gevandter.

- Jeg har aldrig troet på julemanden. Jeg kan i hvert fald ikke huske det. Det var først, da jeg selv fik børn, at det med julemanden dukkede frem og jeg selv fandt magien i det.

Med sine omtrent 30 år som galleonsfigur for den vigtigste højtid på disse breddegrader, må man sige, han har taget revanche og vil gerne bringe budskabet videre.

- Det er en overvejelse værd at være det. Julemand. Det er en stor oplevelse. Jeg har ikke oldebørn endnu, men hvis de skulle komme indenfor en rimelig tid og mine børnebørn mangler en julemand, så takker jeg ikke nej. Det er helt sikkert.

  • Af: