To fotografer har sat sig for at samle billeder fra landets kirkegårde på en hjemmeside
Af Stine Støving

dalum-hjallese: To danske fotografer har startet en hjemmeside, hvor de linker til alle de af Danmarks kirkegårde der pt er fotograferet. Planen er, at alle Danmarks kirkegårde skal fotograferes.

- Vi har lavet en hjemmeside www.dk-gravsten.dk hvor der linkes til Danmarks pt. fotograferede kirkegårde. Den blev startet d. 14. November 2007 og har allerede haft 130.000 besøgende, fortæller de fotografer - Joan Bedsted og Torben Bank Sørensen.

Blandt de lokale kirkegårde, der er fotograferet, er Fangel, Sanderum, Dalum og Højby.

- Siden er lavet for at bevare de gamle gravsten for eftertiden som en del af vores nationale kultur arv, inden de eventuelt destrueres, når fredningsperioden udløber, samt som en hjælp til slægtsforskere i ind- og udland.

Det er så forskelligt hvorvidt gamle gravsten gemmes eller ej.

- Som slægtsforsker hører kirkegårdsbesøg til forskningen. Og hvis man anede, hvor man kan glæde en slægtsforsker i udlandet med et billede fra en forfaders gravsten, ja man tror det er løgn. Vi har mange henvendelser fra udlandet U.S.A., Canada, Spanien, de nordiske lande ja overalt, siger Joan Bedsted.

Projektet er landsdækkende og alt foregår på frivillig basis. Alle der har lyst kan deltage.

Planen er at alle kirkegårde i Danmark skal digitaliseres.

Det er tilladt at fotografere gravsten på en kirkegård, blandt andet skal de dog være mindst 10 år gamle. Det og lovgivningen kan der læses mere på hjemmesiden.

- Vi har dokumenter fra kirkeministeriet, justitsministeriet og Datatilsynet, der ikke har nogle indvendinger mod, at vi fotografere gravsten.

Lige nu linkes der til ca. 550 kirkegårde, og der reserveret ca. 300 kirkegårde klar til fotografering af Danmarks ca. 2200 kirkegårde.

- Vi har begge lagt så meget arbejde, slid og energi for at kunne lave dette. Vi har kørt et utal af kilometer frem og tilbage for selv at fotografere gravsten, " bare " for at lave et projekt der går ud på ganske gratis at glæde andre mennesker. Og det ved vi alle andre bidrags ydere på www.dk-gravsten.dk også har, fortæller Joan Bedsted.

På siden kan der ses eller bestilles billeder. Disse kan downloades eller tilsendes ganske gratis.