Bondebjerget i Bellinge fejrer i år, at det 25 år siden, de første beboere rykkede ind
Af Stine Støving

Bellinge: Børnene leger i det lukkede gårdmiljø, de voksne drikker kaffe og sludrer og dørene står åbne, så man kan kigge indenfor.

Der er fællesspisning hver dag, og de fleste deltager to til seks gange om ugen, som det nu lige passer. Og så er der en masse fælles arrangementer, for eksempel sankthans, nytår, lejrtur og udflugter.

Sådan er livet på Bondebjerget, hvor de første beboere flyttede ind for 25 år siden. I dag består bofællesskabet af fire grupper med 20 huse i hver.

- Der er da stadig fordomme. Nogle mennesker kan have svært ved at skelne mellem et kollektiv og et bofællesskab. Man kan nok ikke forestille sig det, før man har været her, siger bestyrelsesformand for Bondebjerget, Lone Ree Milkær.

Som interesseret lejer skal man derfor skrives op på en separat liste i Odense Almennyttige Bofællesskab, som Bondebjerget er en del af, for at få en af husene.

- Det skal ikke bare være sådan, at nogen får anvist en bolig her, fordi de lige mangler et sted at bo. Man skal deltage i fællesskabet. Derfor opfordrer vi også folk til at besøge os og deltage i en fællesspisning, før de flytter herud, så de kan få en fornemmelse af, om det er noget for dem.

Lone Ree Milkær, hendes mand og deres to døtre på fem og ni år har boet i det 100 kvadratmeter store hus i tre år.

- Vi kunne godt lide tanken om fællesskabet med andre. Vi har boet i en opgang i København, hvor man aldrig talte med sine naboer. Og så er det et fantastisk sted for børn at vokse op. Der er 21 børn alene i vores gruppe, så der er altid nogen at lege med.

Ekstra tid til familien

Hun peger desuden på, at det er trygt, fordi der altid er en voksen at henvende sig til, og at børnene lærer at forholde sig til andre voksne end deres forældre.

- Fællesspisningen er vi også glade for. To gange om måneden skal du lave mad til 30-40 mennesker, men alle de andre dage har du ekstra tid til at være sammen med din familie.

Det er naturligvis ikke altid lutter idyl at bo så tæt sammen.

- Der er mange mennesker, der skal blive enige, og det kan godt give nogle ret lange fællesmøder. Men så må man lære, ikke altid at få sin vilje. En gang i mellem må man bare spørge sig selv: "hvor vigtigt er det her lige", siger Lone Ree Milkær.

Selv om alt udenom husene er fællesarealer, og børn og voksne gladeligt går ind og ud hos hinanden, så kan man altid lukke sin dør, og nøjes med at deltage i de aktiviteter, man har lyst til. Omvendt forventes det selvfølgelig, at man tager sin del af ansvaret for for eksempel fællesarealerne.

- Alle vores venner fra København synes, at det her er et fantastisk sted. Hvis det havde ligget derovre, havde ventelisterne været alenlange. Odenseanerne er måske lidt mere skeptiske. Men vi har da en venteliste, fortæller Lone Ree Milkær.

- En af de ting, der måske skræmmer folk, er at boligerne ikke er så store. De største er 112 kvadratmeter. Men jeg synes, at det bliver opvejet af, at vi kan bruge fælleshuset og køkkenet der, hvis vi for eksempel skal have mange gæster.

Derfor er hun og hendes familier rigtig glade for Bondebjerget.

- Lige nu kan jeg ikke forestille mig at bo andre steder, slutter Lone Ree Milkær.