Fodbold

Lars R. Jacobsen Park er det nye navn for Dalum Stadion

Dalum Stadion skiftede lørdag navn til Lars R. Jacobsen Park. Lars R. Jacobsen er indehaver af Transportfirmaet Lars R. Jacobsen, som holder til på Fabriksvej 1, 5260 Odense S. Et vognmandsfirma, som han startede i 2003, hvor han kørte blomster til udlandet. I 2007 og frem til 2013 kørte virksomheden produkter væk fra Albani, men stor konkurrence på dette job betød, at Lars i 2013 i stedet slår sig på entreprenør kørsel, hvilket har vist sig at være klogt, idet hans virksomhed de sidste fire år kun har mærket fremgang.

Jeg støtter Dalum IF med hjertet

Lars R. Jacobsen

Støtter med hjertet

- Der sker så meget i Odense for tiden, fortæller Lars R. Jacobsen.- Vi har flere store opgaver i gang. F.eks. kørsel omkring byggeriet på den nye parkeringskælder ved Thomas B. Thriges Gade, Transformerstationen i Odense SØ og det nye OUH, .

Lars´s tre sønner har alle spillet fodbold i Dalum IF, men ingen af dem spiller mere i klubben. Mens drengene spillede ungdomsfodbold, sponsorerede han ofte tøj til drengenes hold, men da de stoppede blev han i stedet sponsor i klubben.

- Jeg støtter Dalum IF med hjertet, og ikke så meget fordi jeg forventer at tjene penge på sponsoratet. Så da jeg under et møde med klubbens sponsorudvalg fik forelagt muligheden for at købe stadionnavnet Lars R. Jacobsen Park, valgte jeg at fordoble mit sponsorat, for på den måde at lægge flere penge i Dalum IF´s klubkasse. Og samtidig gav det min virksomhed lidt mere synlighed, fortæller Lars R. Jacobsen.

Lars er selv kun på stadion to til tre gange om året for at se Dalum IF spille, men han er glad for at kunne benytte klubbens sponsornetværk, som har været med til at kaste opgaver af sig til hans virksomhed. Blandt andet da Dalum IF fik anlagt kunstgræsbanen, blev Lars´s virksomhed brugt i den forbindelse.

Glad sponsorchef

Sponsorchef i Dalum IF Ander Majland er rigtig glad for det nytegnede sponsorat, som er med til at give Dalum IF flere penge at arbejde med.

- Det var en turbulent tid, vi havde efter tiden i FC Fyn, men gennem de sidste år har vi i Dalum IF knoklet hårdt for at vende tilbage til landets bedste fodboldrækker. Det koster mange penge, og derfor er vi yderst glade for at en virksomhed som Lars R. Jacobsen har købt stadionnavnet. Aftalen gælder frem til og med sæsonen 2019, siger Anders Majland.

  • Af: