Auktionsholder Jørgen Mernild har solgt andres kunstværker i næsten 30 år. Nu vil han sælge sin egen kunst
Af Hanne Kaarsted

Hjallese: Auktionsholder Jørgen Mernild fra Hjallese har over årene taget imod tonsvis af kunst og brugskunst fra Kina, Thailand og Indien. Men i sidste uge tog han imod en forsendelse af sine egne skulpturer.

Han slår som regel stregerne til kunstværkerne i hjemmet på Demantsvænget, men selve udførelsen foregår i det nordlige Kina. Her har han et godt samarbejde med tre kunstnere, og især skulptøren Yang Beng Sheng arbejder han så tæt sammen med, at flere af skulpturerne er blevet til ude i Kina og som et direkte samarbejde mellem Mernild og den kinesiske kunstner.

- Jeg har lavet skulpturer i mange år, men jeg brød mig ikke om at stå som auktionsholder og peppe mine egne værker op. Så når jeg gjorde det, var det altid som "ukendt kunstner".

- Men nu er jeg 65 år, og det er begrænset, hvor længe jeg vil blive med at arrangere auktioner. Derfor er jeg begyndt at sætte mit navn på - og sælge dem gennem Lauritz.com, forklarer Jørgen Mernild.

Har to uddannelser

Jørgen Mernild, der stammer fra Harboøre, er oprindelig uddannet HD i organisation fra Handelshøjskolen i København og cand. rer. soc. fra det daværende Odense Universitet. Han arbejdede faktisk som adjunkt på Tietgenskolen, mens han tog universitetsuddannelsen. Han havde dog orlov sammenlagt elleve år fra Tietgenskolen. To år for at læse færdig - og de resterende for at arbejde som auktionsholder.

Mernild havde ingen forudsætninger for og erfaringer fra auktionsverdenen, men en ven fra København var auktionsholder, og han spurgte Jørgen Mernild, om det ikke var noget for ham.

- Jeg tænkte - ok det prøver jeg. Det var i 1975, og min første auktion var i Holstebro. Det gik ikke ret godt. Jeg omsatte kun for 10.000 kroner. Bedre gik det næste gang, hvor jeg omsatte for 40.000 kroner - og endnu bedre tredje gang i Skagen, hvor jeg rundede 100.000 kroner i omsætning, husker Jørger Mernild.

Vennen i København havde slået sig op på brugskunst fra Kina, Thailand og Indien, og de to venner enedes om at dele Danmark mellem sig. Senere fik Mernild så også et firma i Norge.

Danmarks bedste auktionarius

Mernild viste sig at være en ferm auktionarius. En kender i faget kaldte ham endda Danmarks bedste af slagsen. I hvert fald gik det godt.

- At være en god auktionarius handler om psykologi. Det adskiller sig ikke væsentligt fra at være ekspedient i en butik. Hvis du får en god behandling, køber du mere. Og når du holder en auktion, handler det om at få folk med på budene, siger Jørgen Mernild.

Adspurgt gætter han på, at han har været i Kina 40 gange, Thailand 20 gange og Indien 30 gange. Mernild var heldig at ramme en lille guldåre, da han begyndte i 1978, hvor ikke mange tog til Kina eller handlede med landet.

- Det var lige efter Kulturrevolutionen, og det var svært at komme ind i landet. Min københavnske ven og jeg tog ind i landet sydfra via Hong Kong, som dengang var engelsk. I dag ansøger du bare den kinesiske ambassade om visum, og så har du det otte dage senere. Så hopper du på flyet, og otte timer senere er du i Beijing.

Tonsvis af brugskunst hjem fra Kina

- Sådan let gik det ikke dengang. Det var faktisk hulens svært. Det var en lang søgeproces. Da vi kom ind i Kina, opkøbte vi kinesisk brugskunst, og der var god fortjeneste på at tage det hjem og sælge det i Danmark, fordi vi var de første. Antikviteter havde vi ikke meget af med hjem, fortsætter Mernild, som i årenes løb har importeret tonsvis af brugskunst fra Østen.

Han har også lært kinesere af kende, og han holder meget af kineserne i dag.

- De bøvser og prutter ved bordet, men det er nu engang deres kultur, og så er det jo, som det skal være. Det er deres måde at vise tilfredshed med et måltid på. Kinserne er i det hele taget rigtig søde. Et venligt og hjerteligt folk, der er gode til at grine og holde fest.

- Men det må være specielt at bo et sted, hvor regeringen siger: Nu er det din tur til at blive gravid. Du har tre måneder til det. Ellers går turen videre til en anden. Og så får man altså først chancen tre år efter igen.