Hårdt arbejde & hæder

Der var ikke skyggen tilbage af ungdomsfodbold i Skt. Klemens, før Allan Petersen for to år siden påtog sig udfordringen med at få banket et hold sammen. Missionen lykkedes og siden november 2015 er medlemsantallet mangedoblet. Det har kastet en fornem indstilling af sig til titlen som Årets Energibundt

Skt. Klemens: - Jeg synes egentlig godt, man kan sige, Skt. Klemens har fået en helt ny ånd. Den har fået sin stolthed tilbage. Først forhindrede vi en truende lukning af skolen, så blev der udstykket et større boligområde og der kom en Rema 1000 til. Og i dette øjeblik er vi 56 børn tilmeldt ungdommen i Skt. Klemens Fodboldklub. Sådanne ting holder en forstad oppe og giver fornyet liv.

Energibundt

Prisen er på i alt 75.000 kroner, hvoraf 25.000 kroner går til energibundtet for sit frivillige engagement.De øvrige 50.000 kroner går til idrætsforeningen, som modtageren af prisen er tilknyttet, som et bidrag til aktiviteter, der yderligere styrker det sammenhold, som er vigtigt for, at breddeidrætten kan blomstre.

Både 2. og 3. pladsen vil desuden modtage 10.000 kr. hver.

Du kan læse mere om Skt. Klemens Fodbold på facebooksiden Fodbold i Skt.Klemens for 6-8 år

Hvis Allan Petersen var en champagneflaske, ville han være boblet over for længe siden. Lovprisningerne til det kvarter, hvori han residerer, står i kø for at blive udgydt.

Og man må give ham, at forstaden skam har klaret sig ganske pænt de seneste år.

Dog synes sidstnævnte af ovenstående bedrifter en anelse pauver. Det kræver en bagggrundsforklaring.

Skeler man til udviklingen i antallet af de yngste fodboldspillere siden 28. november 2015, så er det faktisk mangedoblet i Skt. Klemens. En sand eksplosion, som hviler på skuldrene af ikke mindst Allan Petersen selv.

- Vi startede med seks-syv stykker - dengang fordelt på to årgange. Vi var jo lukket ned. Der var simpelthen ingen ungdomsfodbold, for der var ingen medlemmer tilbage, fortæller han.

Masser af arbejde

Det kunne simpelthen ikke passe. Et mantra, der fik lov at leve og nære sig i Allan Petersens sind. Hans egen søn gik i klubben. Hvad nu?

Var hele byen ved at lukke ned? Nej. De mange børn søgte andre græsgange.

- Forældrene tog dem med til Dalum, Sanderum, Bellinge, Allested og så videre. Jeg er helt med på, at vi i vores klub aldrig vil kunne ramme et niveau, som det bedste hold i Dalum, men hvis vi alle stod sammen her, så kunne vi nu også være helt godt med. Og det synes jeg efterhånden, vi har bevist.

Allan Petersen begyndte stille og roligt at banke lidt på jungletrommerne for historien om det nye hold.

- Vi har været rundt med flyers, banket på døre og pakket sedler i ungernes tasker, som de skulle tage med i skolen. Vi har fået en facebookside op at køre, hvor vi opdaterer løbende og forældrene kan følge med. Alt i alt har det betydet, at vi igen - ja, jeg ved ikke hvornår vi sidst sådan rigtigt kunne det - kan stille talstærkt til træning og til stævner, fortæller Allan Petersen, hvis nye hold omfavner alt fra u5 til u9.

Et energibundt

Grunden til, at avisens søgelys overhovedet har sat sig fast på Allan Petersen og Skt. Klemens, er nedskrevet i en indstilling til Ørsted - det tidligere Dong - og Danmarks Idrætsforbund, som hvert år i fællesskab kårer Årets Energibundt.

En person, der med sin flid og frivillighed har gjort noget helt særligt til gavn for sammenholdet i en given idrætsforening.

I én af disse indstillinger er emnet Allan Petersen.

- Om jeg vinder eller taber er ikke afgørende. Jeg er da pissestolt af en sådan omtale, fordi jeg på den måde kan mærke, at det bliver værdsat, det her arbejde, som jeg og andre frivillige trænere har lagt i at banke klubben op på sine ben igen. Men det er også forældrene. Dem, der kommer ned og sætter bander op og piller dem ned igen, som laver kaffe til stævnerne, som står ude i bidende kulde og ser med under træningen. Det hjælper jo alt sammen. Jeg beder bare til, at skolen skubber lidt til og får engageret børnene fra indskolingen. På den måde vil vi have 12-14 nye medlemmer hvert år og så kan klubben leve lidt af sig selv, siger han.

I øjeblikket er der fem hold i folden hos Allan Petersen og kompagni - deriblandt også et pigehold.

  • Af: