Ikonpension

22 år, et overflødighedshorn af smøger, men endnu mere praktisk arbejde og en masse mennesker, der på alle måder har gjort det en fornøjelse at gå på arbejde. Kurt Hansen vinker farvel til hvervet som halinspektør

Dalum: Ved første øjekast er Kurt Hansen ikke en krukket mand. Han lader faktisk snarere til at bære på det stik modsatte af stjernenykker.

Den smøg han sidder og pulser på, fortæller dog en lidt anden historie.

Egentlig gør han blot som alle andre i sin generation. Tænder en cigaret og suger lidt ro ned i lungerne.

Men Kurt Hansens vane adskiller sig, fordi han gør det indenfor. På sit arbejde. I et rum, der nærmest er hans eget.

Jeg kommer til at savne børnene, der stod foran kontoret og sang for at få et bolsje og jeg kommer til at savne foreningerne, de unge mennesker og trænerne. Vi har haft et kanon samarbejde, hvor ikke to dage har været ens. På trods af det tror jeg ikke, jeg kommer til at fortryde min beslutning, for jeg ved, at jeg i hvert fald ikke kommer til at savne at skulle herned og male midt om natten. Det er ikke kun et arbejde. Det er en livsstil

Kurt Hansen

- Bestyrelsen i hallen kendte til min holdning. Det ville tage mange flere minutter af min arbejdstid, hvis jeg skulle udenfor hver gang. Så jeg fik frokoststuen til at ryge i, fortæller han, godt tilfreds med, hvad hans status formåede at skaffe ham af privilegier.

- Vi blev sgu nødt til at acceptere det, hvis vi skulle holde Kurt ud, siger bestyrelsesformand i Dalum Hallen Lars Nielsen med et blink i øjet.

For Kurt Hansen har på trods af sit rockstjerne-tangerende krav været en skattet mand i Dalum Hallen i løbet af de forgangne 22 år. 31. december 2017 var dog sidste gang cigaretrøgen fik lov at flyde i frokoststuen.

Her gik Kurt Hansen på pension som halinspektør og rygerummet gik i samme moment ligeledes af.

Lidt for fleksibelt

De over to årtier, den nu afgåede halinspektør tilbragte i Dalum har været gode - men Kurt Hansen glæder sig også over, at karrieren har nået sit endeligt.

- Det har været en fornøjelse at komme på arbejde. Jeg kommer til at savne børnene, der stod foran kontoret og sang for at få et bolsje og jeg kommer til at savne foreningerne, de unge mennesker og trænerne. Vi har haft et kanon samarbejde, hvor ikke to dage har været ens. På trods af det tror jeg ikke, jeg kommer til at fortryde min beslutning, for jeg ved, at jeg i hvert fald ikke kommer til at savne at skulle herned og male midt om natten. Det er ikke kun et arbejde. Det er en livsstil, siger Kurt Hansen og skæver til den overtagende halinspektør Michael Andersen, der har fået en forsmag på, hvilket liv der venter på fast basis.

- Til alle dem, der skulle tænke, at en halinspektør ikke laver en skid - vi har malet hernede i nat. Det bliver man jo nødt til, for ellers er der medlemmer, som bruger banerne - stort set fra morgen til aften og alle dage, fortæller Michael Andersen.

Ærgrelig slutning

I alle de år, Kurt Hansen har brugt på at passe alle de praktiske gøremål i hvervet som halinspektør, husker han ikke nogen nævneværdig sygdomsperiode.

Netop derfor er det ekstrærgerligt, at de sidste 10 måneder blev præget af et diskusprolaps. Den eneste gode ting i det scenarie var, at bestyrelsen for alvor kunne se, hvilken betydning hovedpersonen har haft for hallens ve og vel i hverdagene.

Alle de usynlige ting, som bare bliver gjort, som man måske ikke sådan lige tænker over.

- Ja, vi må erkende, at vi trods alt har kunnet mærke, han laver noget, siger Lars Nielsen, der har måttet mobilisere de kræfter, der skulle til.

- Vi har ikke kunnet nå alt arbejdet. Ikke uden en kæmpeindsats. Sandra, vores halassistent har taget en stor del, de frivillige og bestyrelsen har også trukket et læs. Kurt kom tilbage 1. december og så kom der lidt ro på igen, fortæller formanden.

Pæne ord og store sko

At vælge sine kampe med omhu, har langt hen ad vejen nok nærmest været et mantra for Kurt Hansen, hvor især håndteringen af de unge mennesker har forandret sig siden 1995.

- Jeg synes jo, jeg er meget omgængelig, men det er nok blevet bedre de seneste år. Jeg er blevet mere blød. I hvert fald har jeg ikke gidet råbe af børnene, når der har været noget. Det hjælper ikke noget alligevel, griner han.

Det er vist ingen overdrivelse at kalde Kurt Hansen en berømthed i Dalum Hallen. 175 gæster ved afskedsreceptionen taler et tydeligt sprog og den viden har Michael Andersen taget til sig - med en vis ærefrygt.

- Det er store sko at fylde ud. Man spekulerer da på, om man bliver ligeså godt accepteret af foreningerne og om man får den der gode kontakt, men jeg har fået en god start og er fortrøstningsfuld. Jeg har lært af Kurt, at det drejer sig om at følge sin mavefornemmelse og bruge sin sunde fornuft. Og så tager man det hen ad vejen, siger Michael Andersen, der får pæne ord med ind i rollen fra sin forgænger.

- Jeg er sikker på Michael kommer til at gøre et godt stykke arbejde. Jeg ved, hvad han står for, så jeg er ingenlunde nervøs for, hvordan det vil gå ham.

  • Af: