Rejsegilde

Det er aldrig for sent at bygge en kirke. Det er syv mænd imellem 73 og 91 og weekendens rejsegilde i Dalum et bevis på. Med næsten minutiøs præcision har de sammen skabt en miniature af det lokale guds hus

Dalum: - Wow. Den er virkelig blevet flot.

Ovenstående var blot en af mange gentagede fraser, der flød ud i atmosfæren i Dalum Kirkes anneks ved rejsegildet af - ja - Dalum Kirke.

De hævede øjenbryn og lovprisende ord rettet imod den formindskede kopi af lokalområdets vel nok ældste bygning var da også til at forstå.

Autenciteten er så præcis, som den kan være. Det fremgår i hvert fald helt tydeligt, hvilken kirke der har været i støbeskeen hos entreprenørerne. Men de helt små detaljer var ikke sådan lige at genskabe.

Vi glæder os hver gang, vi skal mødes. Og det er jo faktisk helt unikt. Det er sjældent, at mænd i vores alder kan finde ud af at mødes og hygge sig. Det er vores koner langt bedre til

Erik Falbe Schmidt

- Peter Møller, vores tegner, har tegnet huset efter originaltegningerne fra 1929, så vi rammer helheden ret godt. De små ting var sværere. Hvis murstenene skulle have haft den samme størrelse, som dem der sidder i bygningen, ville de have været så små, de ikke var til holde om, for størrelsesforholdet er trods alt 1:30. Men så længe, modellen visuelt ligner Dalum Kirke, så er vi glade og stolte over det nuværende resultat. Vi er dog slet ikke færdige endnu, siger Erik Falbe Schmidt, der er en af syv mænd, som har været med til at bygge miniaturen af Dalum Kirke.

Fronten og taget mangler fortsat sin stenbelægning og kun to af vinduerne er blevet udstyret med glas.

- Så vi skal nok bruge yderligere et år på det, siger Erik Falbe Schmidt smilende om et projekt, der allerede har godt to år på bagen.

 

 

Penge fra Dalumdagen

I sensommeren 2015 modtog Dalum Kirke 25.000 kroner til det formål at  bygge en miniature af sig selv. Dengang kendte de syv mænd endnu ikke deres skæbne de kommende år.

- Ingen af os har lavet noget lignende før. Men jeg er sikker på, vi alle er glade for, at vi lod os lokke, griner han.

For selvom, der er lagt omkring 300 timer i kirken indtil nu, så har det ingenlunde været en byrde at sidde med det omhyggelige arbejde.

- Vi glæder os hver gang, vi skal mødes. Og det er jo faktisk helt unikt. Det er sjældent, at mænd i vores alder kan finde ud af at mødes og hygge sig. Det er vores koner langt bedre til.

Nu siger du, der kun er et år til, I er færdige, men det lyder som om, I godt kunne finde på at trække arbejdet lidt ud?

- Haha. Ja, der har da været bemærkninger fremme såsom: Hvad skal der ske, når vi er færdige? Vores arbejdsdage har været små højdepunkter på ugen, men det kan være, vi finder på noget andet. Der er jo også en præstegård, som hører til kirken, siger Erik Falbe Schmidt kækt.

Op imod 9000 sten er indtil videre bygget på kirken, som efter de gængse mureforskrifter er bygget op, fuget og skuret efter.

  • Af: